Søren Holmgren tror på, at alle mennesker oplever succeser og sejre hver eneste dag, og hvis man fejrer dem, sker der noget helt fantastisk med ens motivation og drive, er hans erfaring. Selv tæller han point hver dag og opfordrer ledere til at holde deres sind åbent og være nysgerrige på, hvad som driver og motiverer deres medarbejdere.

Af journalist Tina Juul Rasmussen

Da Søren Holmgren var 17 år, fik han en besked, som ændrede hans liv og færden for altid: Han ville i løbet af nogle år blive helt blind. Nogenlunde samtidig blev han bænket hos en rådgiver, som skulle vejlede ham om hans karrieremuligheder med et synshandicap. ”Du kan blive børstenbinder”, forslog hun. Søren havde aldrig hørt ordet ’børstenbinder’ før. Han ville hellere arbejde med mennesker og relationer som sælger. ”Det går aldrig – du kan jo ikke få et kørekort”, lød svaret.

Nu var gode råd dyre. Tilfældigvis havde Søren netop fået en hjemmecomputer – og endte så med at blive programmør. Og inden for et år efter han var færdiguddannet og havde fået sit første job hos IBM, blev han rookie of the year i Europa, Mellemøsten og Afrika. Ikke som programmør, men som sælger, ironisk nok. Og historien er på mange måder Søren dna i en nøddeskal.

– Det handler grundlæggende om vores indstilling til, hvordan vi får ting til at have betydning, fordi det giver drive, og drive smitter. Der er stor forskel på, om du kommer ind ad døren med en negativ eller positiv attitude. Den negative smitter mere, fortalte Søren de omkring 100 ledere, som deltog i konferencen om Langtidsholdbar Ledelse i efteråret 2021.

Havde ikke tænkt over mit næste mål

I dag driver Søren virksomheden itoi (eye to eye, red.) inden for præstation, motivation, salg og ledelse og har kone og to store døtre. Med til historien hører, at han er dobbelt guldvinder i goalball ved de paralympiske lege i 2000 og 2004.

– Som 17-årig havde jeg kun fem procent syn tilbage, men det havde ingen opdaget. Jeg gjorde de samme ting som de andre på min alder: Jeg hang ud med på Vesterbro, kørte på cykel, gik på diskotek og syntes, at kvinder var blevet meget interessante at tale med. Men jeg fik et dårligt ry, fordi tingene hele tiden gik galt for mig, fordi jeg så så dårligt. Jeg gik også til sport, men fattede ikke, hvordan de andre kunne se, hvor bolden var på banen. Jeg startede til svømning, men vidste ikke, hvornår jeg skulle vende bane, og jeg havde ikke lyst til at svømme for fuld kraft ind i en betonvæg. Jeg prøvede i stedet springgymnastik, men det gik heller ikke så godt med spring over hest, fortalte Søren med et grin.

Som blind stiftede han bekendtskab med goalball, der er ”lidt lige som bowling, men hvor man spiller med en bold med klokker i”, som han beskriver det. Søren Holmgren kom på landsholdet og med til OL i Sydney i 2000. Da holdet havde vundet guld, spurgte en journalist ham: ”Hvad er så dit næste mål, Søren?”.

– Det anede jeg ikke, for det havde jeg ikke tænkt over. Men det måtte jo så være at vinde guld igen fire år efter. Det svarede jeg, og så blev det helt store apparat med trænere, chefer, diætister, fysioterapeuter, sponsorer osv. sat i værk. Alle fortalte mig, hvor jeg skulle være hvornår, hvor længe, hvor meget jeg skulle spise osv. Det var ret anstrengende, og jeg opdagede på et tidspunkt, at jeg var blevet demotiveret. Men vi vandt guld igen i Athen i 2004, og det fik mig til at tænke over, hvordan vi kan bruge vores motivation og engagement som team. Da jeg i sin tid søgte jobbet hos IBM, tænkte jeg ikke: ”Hvem vil have mig?”, men snarere ”hvor vil jeg gerne arbejde henne?”

Man skal trives for at løse en opgave

For at komme tættere på hvordan ledere kan motivere deres medarbejdere, tog Søren konferencedeltagerne en tur rundt om selvbestemmelsesteorien.

– For 40 år siden sad to forskere i USA og undrede sig over, at to personer med samme forudsætninger, som bliver bedt om at løse den samme opgave, går til den med forskellige motivation. Deres forskning viste, at man skal trives, før man kan løse en opgave. Fra forskningen ved vi også, at vi mennesker har brug for autonomi, kompetence og tilhørsforhold. Autonomi handler om at have en følelse af en eller anden grad af kontrol. Kompetence handler om, at vi skal vide, at der er noget, vi er gode til, og at vi udvikler os. Og tilhørsforhold om, at vi har brug for at høre til et sted. Så kan I forestille jer noget mere demotiverede end at tage på arbejde hver dag og føle, at man ikke hører til i virksomheden? spurgte han ud i salen.

Jo, som ledere gennemfører I selvfølgelig MUS-samtaler med medarbejderne, anerkendte Søren, men udfordrede også:
– Spørger I dem, om de synes, at de har indflydelse på deres hverdag, på hvem, de arbejder sammen med, hvad de selv synes, de er gode til, eller om de er stolte over at være en del af deres team? For det er her, vi kan begynde at tale om trivsel og motivation.

Det mentale udgangspunkt er nemlig afgørende for, om vi havner i tankefælder og et fixed mindset, pointerede Søren.

Sur for en sikkerheds skyld

– Jo, jeg tænker selvfølgelig også nogle gange negative tanker. Men jeg er meget bevidst om ikke at være ’sur for en sikkerheds skyld’. Som en kollega på Mauritius, der klagede over, at han ikke kunne sove på grund af bølgerne, der larmede om natten …! Vi ved, at holdning og attitude skabes gennem ord og tanker. ”Jeg finder en løsning. Selvfølgelig kan jeg det” – et growth mindset – kontra: ”Det her går nok galt. Det kan jeg ikke”, et fixed mindset.

Så kære leder: Vær nysgerrig på dine medarbejdere. Undersøg, hvad de mener. Undgå et fixed mindset – se mulighederne, opfordrede Søren.

 Hver morgen står der 0-0 på min mentale måltavle

Som eksempel fortalte han, hvordan han selv bruger en ’måltavletankegang’ til at holde sit mindset positivt og åbent.

– Jeg har hele mit liv fokuseret på, hvad jeg var god til – og ikke på det, jeg ikke duede til. Nu bruger jeg en mental måltavle, hvor jeg giver mig selv point hver dag:

• Når jeg vågner, står der 0-0 på tavlen
• Men i samme øjeblik ved jeg, at jeg har en dejlig kone, som jeg er meget glad for. Så står den allerede 1-0 til mig!
• Hvis mine to dejlige teenagedøtre gider spise morgenmad med mig: 3-0
• Spilder jeg ikke på min skjorte, mens jeg spiser: 4-0
• Undgår jeg at falde i det mandehul, der er gravet ude på vores vej, men som ikke er skærmet af: 5-0
• Og kommer jeg med den rigtige bus til job: 6-0

Det handler helt enkelt om, at man skal gøre sig klart, hvad som betyder noget for en, konstaterede Søren Holmgren.

Læs mere om Søren Holmgren og hans virke på www.itoi.dk